Koranen Fremstiller En Yderst Kærlig Gud

 

Jeg kiggede Kristeligt Dagblad d. 8. juli 2014 igennem. Jeg læste en overskrift der står imod min tro på en Elskende Gud i Koranen. Overskriften begynder med et stort Nej. ”Koranens gud er ikke åben og rummelig, men tværtimod straffende og hævnende”. Nysgerrigt læst jeg hele artiklen skrevet af Birgit Bertung, forfatter, filosof, mag. art, fra København. Hun skrev denne artikel som svar på Aminah Tønnsens kronik i Kristeligt Dagblad den 3. juli som havde overskriften ”Islam en Åben og rummelig Religion”. Birgit Bertung skrev heri at “Koranens Gud er tværtimod generelt en straffende og hævnende gud, hvad utallige udsagn viser. Faktisk forekommer ordet ”kærlighed” kun fem gange i hele bogen, og det inkluderer endda kærlighed til guld og sølv, hvilket nærmere må siges at være ”begær”. Straf forekommer derimod cirka 150 gange! ”

Islams Gud er Nådige og Barmhjertig. Guds barmhjertighed omfatter alle ting og alle væsener. I Koranen står der: ”Han har foreskrevet sig selv barmhjertighed” (6:13 og 55) og igen ”Jeres Herre er den altomfattende barmhjertigheds Herre”. (6:148) Islams Gud viser sig selv til mennesker igennem Sine attributter. Ifølge Islam filosofi er Allahs forhold til mennesker som en mor, der har den sande kærlighed til sine børn. Hun elsker sine børn, men samtidig ønsker hun at hendes børn er gode og ikke umoralske mennesker. De skal opføre sig pænt. Sådan er Guds forhold til mennesker. Han elsker dem meget, men ønsker at de skal være gode overfor deres medmennesker. Gud viser sin kærlighed til mennesker mange gange i Koranen. Han er en kærlig Gud og Hans kærlighed ifølge Koranen omfatter alt. Han siger “Min barmhjertighed omfatter alle ting” (7.157) mens Hans straf er begrænset til nogen. Ifølge Birgit Bertungs nævnes ordet ”kærlighed” kun fem gange i Koranen, men det bør huskes at Koranen bruger mange ord der har betydning af kærlighed eller dyb kærlighed. F. Eks. Står der ”thi min Herre er Barmhjertig, fuld af kærlighed.” (11:91) og ” Han er den Tilgivende, den Elskende.” (85:15) I disse to vers er ordet for kærlighed ”Wud” som ikke blot betyder kærlighed men meget stærk/dyb kærlighed.

To af Allahs store omfattende attributter er den Nådige, den Barmhjertig. De arabiske ord for ´nådig` og `barmhjertig` kommer af den fælles rod, hvis betydning er barmhjertighed. Rahman (nådig) er en intensiv-form, dvs. at der hos Gud ingen grænser er for Hans barmhjertighed og nåde, som Han giver ubegrænset af uden at forvente noget igen fra modtagerne.  I virkeligheden attributet Den Nådige på grund af dyb kærlighed til mennesker. Ord Rahman og Raheem (Den Nådige og Barmhjertig) findes flere end 186 gange i Koranen og der er blevet lagt så stor vægt på disse to attributter at hvert kapitel i Koranen starter med ordene ”I Allahs den Nådige den Barmhjertiges navn”. Udover dette findes der i Koranen mange andre af Guds attributter i betydningen venskab, kærlighed, tilgivelse osv. Jeg kan med sikkerhed sige at der findes hundrede vis af sådanne ord i Koranen, som jeg reciterer hver eneste dag i de fem daglige bønner og min daglige recitation af Koranen.

Birgit Bertung har måske ret når hun siger at i Koranen nævner ordet straf 150 gange. Jeg har ikke tallet selv, men det kan godt vel være 150 gange, men formålet er at advare for at reformere, præcist på samme måde som straf nævnes mange gange i Bibelen og andre religiøse skrifter. Det er også værd at lægge mærke til at de fleste folk som nævnes i Koranen som dem der blev straffet af Gud er de samme som bliver straffet af Bibelens Gud. Derfor er det pudsigt at Birgit Bertung indirekte beskylder Bibelens Gud for at være streng. Derfor bør man se på hvorfor Gud straffer istedet for blot at beskylde Ham for at være straffende, det være Koranen eller Bibelen.  Profeten Muhammad Eller: Guds profeter (Guds fred være med ham) blev oprejst som en budbringer med glædeligt nyt og som en advarer. Derfor er der i Koranen gentagende tale om straf med formålet at folk kan beskytte sig fra et syndigt liv som fører til straf. Islam er en sådan religion der fortæller alt om godt og ondt og opfordre til at beskytte sig fra et syndigt liv. Gud har givet os evner til at udføre godt eller dårligt. Derfor belønnes mennesker efter deres handlinger. Verden er et værksted for mennesker hvor de kan bruge alle deres sanser på en fornuftig måde og straf optræder når vi går for vidt i at udføre synd for derved at skade menneskeheden.  Islams Gud er ikke bare en straffende Gud. Tværtimod har Gud kærlighed til menneskeheden og tilgiver dem meget. I Koranen siger Gud ”Og den, der øver ondt eller synder mod sig selv, og så beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah Tilgivende, Barmhjertig. (4:111)

Ifølge Islam hænger menneskers fysiske liv og åndelig liv sammen. En der knokler mest, bruger sin tid fornuftigt og arbejder hårdt, kan få højere karakter end den der spilder sin tid. På sammen måde er det med vores åndelige liv. Det næste liv er ifølge Islam en afspejling af vores liv her i verden. Hazrat Mirza Ghulam Ahmad (Guds fred være med ham), Grundlæggeren af Islams Ahmadiyya Menighed, har skrevet: " Ifølge den hellige Koran er helvede og Paradis begge afspejlinger af menneskets liv, og dermed vil disse steder ikke være ukendte fænomener. Det er sandt, at i det kommende liv vil både helvede og Paradis blive manifesteret fysisk, men samtidig vil de også være en afspejling af menneskets åndelige tilstande i det jordiske liv. Vi mener ikke, at helvede er fyldt med svovl. Ifølge den islamiske lære er Paradis og helvede spejlinger af de handlinger, som mennesket udfører i det jordiske liv.” (Islams lære og filosofi)

På baggrund af ovenfornævnte filosofi af helvede og Paradis, bliver det nemmere for os at forstå hvad Koranens koncept er om Guds straf. Birgit Bertung beskylder Koranen vers 18:29 (ifølge A.S. Madsens oversættelse vers 18:30) for at der ikke er tale om trosfrihed og at der til gengæld er tale om hård straf til dem der fornægter. Verset er som følger: ” Og sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro. Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omfatte dem. Og hvis de råber om hjælp, skal de hjælpes med vand som smeltet bly, der brænder deres ansigter. En frygtelig drik og en frygtelig hjælp.” (18:30)

Verset siger klart, at der er fuldstændig religionsfrihed. Ilden kan opfattes som helvede i det hinsides, men kan lige så vel forstås som et naturligt resultat af vores handlinger. Det er også derfor at der står i fodnoten til dette vers i A.S. Madsens Koran oversaetelse: Denne straf er ikke hårdhed fra Guds side, men som indledningen til verset gjorde klart, noget, de uretfærdige bringer over deres egne hoveder. Det ligger nær at erindre om det misbrug af tekniske muligheder og økonomiske også, som førte til de to verdenskrige, og at pege på den stadigt truende atomkrig. (Dansk oversættelse af A. S. Madsen s. 393 udg. 2001)

Kort sagt bringer mennesket straf over sig selv igennem sin egen overtrædelse. Koranen giver ret til at forlade Islam uden straf for denne handling, ligesom Han også erklærer det vores egen beslutning at blive muslim.

Venskab med ikke troende

Birgit Bertung beskylder Koranen for at fraråde sine tilhængere at tage jøderne og de kristne til venner. Herved påstår hun at Koranen opildner sine læsere til had. Hun benytter følgende vers som belæg:

Koranen siger ”O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig en af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.”(5:52)

Koranens vejledning omkring venskab til folk af anden tro er meget klart. Islam tillader at handle med jøderne eller kristne i deres daglige liv. De må gerne have fælles forretning, spise sammen, besøge hinanden, hjælpe hinanden og blive gode venner, osv. Men det er det ikke tilladt at have en som driver spot og spøg med Gud Hans religion som ven. Så kun den den slags personer er det forbudt at have et hjerteligt venskab. Gud siger i Koranen ”O I som tror, tag ikke til venner dem, der driver spot og spøg med jeres religion fra dem, thi hvem Skriften blev givet før jer, ej heller de vantro, men frygt Allah, hvis I er troende. Og når I kalder til bøn, så driver de spot og spøg dermed.” (5:58-59)

Derudover forklarer Koranen hvorfor det er forbudt at tage dem til fortrolige venner. Da disse vers blev åbenbaret var der hård forfølgelse af muslimerne.  Der står nemlig at ”De vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slette. Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler, er (endnu) værre. (3:119) De var den type mennesker som hadede muslimer. Når vi læser vider så står der i næste vers ”Se, I er sådanne, som elsker dem, men de elsker ikke jer. Og I tror på hele Bogen. Og når de møder jer, siger de: Vi tror – men når de går bort bider de sig i fingrene af had til jer.” (3:120)

Birgit Bertung tager også verset ” Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem” 4:90. Her er der tale om krigstilstand. Dette er tydeligt ud fra følgende sætning i næste vers: ”Hvis de da holder sig borte fra jer, så de ikke kæmper mod jer, og tilbyder jer fred, så har Allah ikke tilladt jer nogen vej mod dem.” 4:91

Kort sagt kommer alle disse vers i en kontekst og det er meget upassende at praesentere dem ud af deres kontekst for at give en modsat betydning. Fordi dette kan føre til meget misforståelse og had til andre religioner og deres tilhængere og det i sig selv er imod religionens læresætninger. Med al respekt for Birgit Bertung vil jeg derfor sige at det snarere er hende som bør overveje om det er i orden at skrive en artikel som er baseret på en illusiv viden om Koranen og den Gud den præsenterer. Især i en tid hvor det mere end nogensinde er vigtigt at fjerne misforståelser imellem religionerne istedet for at skabe misforståelser imellem dem.

 

(af imam Naimatullah Basharat, Islams Ahmadiyya Menighed, Baitul Hamd Moskeen, Vejlegade 31  Nakskov)